Fugl FønixFind styrke i forandring

Fuglen jeg bruger som mit logo, er en Fugl Føniks - den har stor betydning for mig, da jeg "mødte den" første gang på drømmemodulet under uddannelsen i en meditation. Den vendte tilbage til mig flere gange under meditationerne og jeg blev først klar over, at det var en Fugl Føniks, der hele tiden dukkede op da jeg umiddelbart efter modulet blev grebet af bogen "Føniks processen" skrevet af Elizabeth Lesser. Nedenstående tekst indeholder passager fra hendes bog.

Egypterne kaldte fuglen for Fugl Føniks (den flotte mytologiske fugl med de gyldne fjer) og mente, at han med fem hundrede års mellemrum genoptog jagten på sit sande selv. Velvidende at det nye kun lader sig finde gennem gamle og udtjente vaner, forsvarsmekanismer, og overbevisningernes død, byggede Fugl Føniks sig et bål af kanel og myrra og satte sig i flammerne og brændte ihjel. Derefter steg fuglen op fra asken som en ny skabning - en forening af det den havde været og det den var blevet. En ny fugl, men samtidig i endnu højere grad sig selv, forandret og samtidig den evig Fugl Føniks.

Du og jeg er Fugl Føniks. Også vi kan genskabe os selv ud fra en vanskelig tids splintrede stumper. Vores liv beder os om at dø og blive genfødt, hver gang vi møder forandring - forandring i os selv og forandring i vores verden. Når vi stiger hele vejen ned til bunden af et tab og venter tålmodigt, med åbent hjerte, i mørket og smerten, kan vi hente livets sødme og den indre væksts fryd med os op igen. Når der ikke er mere at tabe, finder vi det sande selv - det selv der er helt, det selv der er tilstrækkeligt, det selv der ikke længere føler sig nødt til at søge hos andre efter definition, efter helhed eller efter noget som helst andet end selskab på rejsen. Sådan lever man et meningsfyldt liv fyldt med håb - et liv med ægte lykke og indre fred.

Det er den rejse jeg gerne vil inviterer dig på, hvis du vælger at starte i terapi hos mig - vi oplever alle sammen forandring og tab gennem livet - gennem store og dramatiske livs-skælv og på mindre og mere vanemæssige niveauer. Det kræver arbejde at bruge kriser og stress som transformationsredskabet men meget ofte må man sande, når man er kommet ud på den anden side, at det var det der skulle til for at finde ind til, den man virkelig er aller dybest inde og derefter begynde at leve sit liv udfra hjertet.